Stacks Image 6
»Prosadigte af højeste karat, med den selvfølgeligste mærkværdighed, den evidenteste anelsesfuldhed, den vitterligste drømagtighed.«

—Lars Bukdahl

HUSUNDERSØGELSER

Prosadigte. Udkom d. 20. maj 2008 på Borgens Forlag. 49 sider.

Bogen kan købes her for 75 kr. + forsendelse: > Køb bøger

Hele bogen – inklusiv de danske originaldigte – er udkommet i USA i november 2011 på forlaget BOA Editions under titlen 'House Inspections'.

Ti prosadigte fra 'Husundersøgelser' er publiceret i 'The Paris Review' (no. 191, 2009, USA), tre i 'Anti' (August 2010, USA) og fem i 'Copper Nickel' (no. 14, 2010, USA).

> Forrige bog | > Næste bog


Udvalgte digte


'Husundersøgelser' indeholder 43 prosadigte. Blandt andet disse:

> Fotografi | > Teater | > Prøverum | > Strygejern | > Tapet


Anmeldelser


»Husundersøgelser fremtryller de særeste syner (...) Husundersøgelser gør én urolig, men almengør tillige de sære oplevelser, man kommer ud for som menneske blandt andre mennesker. Eller man kan sige, at uvirkelighedsfølelsen er stærk, samtidig med at man udbryder: 'Ja, det er lige sådan, det er.' (...) Husundersøgelser er både uhyggelige og komiske. (...) Man må logre af begejstring over René Nielsens forunderliggjorte firkanter og hans bæredygtige sproganvendelse.«

—Kamilla Löfström, Information 22.5.2008



»Der er jegerne i kvide og knibe, der er de tavse og/eller insisterende flokke af politibetjente og borddamer og sagførere og søvngængere, der er de menneskelige og umenneskelige syner, som dukker op og/eller driver forbi, der er de labyrintisk, mekanisk muterende omgivelser. Der er alle modernismens usual suspects, og de er der bare, og det sker bare, som og i grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat, med den selvfølgeligste mærkværdighed, den evidenteste anelsesfuldhed, den vitterligste drømagtighed.«

—Lars Bukdahl, Weekendavisens blog 26.6.2009



»Humoristisk og underfundigt tematiseres skiftevis det groteske og det absurde i glimt, ryk og perspektivforskydninger, hvor det genkendelige og prosaiske får rykket tæppet væk under sig og kalder på smilet, gyset eller forundringen. [...] Selv om CRN’s inspiration fra surrealismen er umiskendelig bliver hans små underfundige og fabulerende tekster aldrig programmatiske eller symbolsk overlæssede. Det absurde og fantastiske modsvares af en knaphed og saglighed i det sproglige udtryk, der giver dem både kontrast og spændvidde.«

—Jens Hjøllund, Lektørudtalelse, juni 2008



»Helt i pagt med Cirkler er Nielsens nyeste samling, Husundersøgelser. Det er som regel en detalje fra dagligdagen, der sætter digtet i gang. Eller det kan som i titeldigtet være en replik fra ordensmagten: 'Og hvad foregår der så her?' Det gamle surrealistiske credo om 'det uventede møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord' gælder for Nielsens poesi. I hans tekster mødes elementer, der normalt ikke er i kontakt med hinanden. Og resultatet er bizarre, tankevækkende og ofte særdeles morsomme optrin.«

—Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad 22.7.2008