Skønheden

En nat drømte snedkersvend Svend Aage Møller, at alle huse i Randers var bygget af træ, at alt inventar var af træ. Selv tallerkener, kopper, knive og gafler var af træ. Toiletkummer og fjernsyn, vaskemaskiner og køleskabe var af træ. Man gik i træsko og kørte i biler og på cykler af træ. Belægningen på vejene, kloakristene, vejskiltene og brandhanerne var af træ. I butikkerne betalte man med penge af træ, og foran Sankt Mortens Kirke, en trækirke bygget i gotisk stil med gigantiske, smukt svungne stræbebuer af mahogni, stoppede han en ældre mand og spurgte til træet. »Her kan vi godt li’ træ, sådan har det altid været, og sådan vil det altid være,« svarede manden og smilede. Han havde en kunstig fortand, som også var af træ. »Det var så smukt,« fortalte Svend Aage til sin forlovede næste dag, og små to år senere, da de blev gift i Kristrup Kirke, var dette netop de ord, hun huskede: »Det var så smukt.« Hun huskede det tydeligt, og hun huskede, hvor rørt han havde været dengang, faktisk meget mere end under både vielsen og ved festen bagefter. Han havde ligefrem haft tårer i øjnene, mente hun at kunne huske. Hun slog det dog hurtigt hen igen. Det var nok bare indbildning. Som hendes mor trøstende sagde, før de tog af sted på bryllupsrejse: »Man kan jo forestille sig så meget, ikke?«

Skønheden

En nat drømte snedkersvend Svend Aage Møller, at alle huse i Randers var bygget af træ, at alt inventar var af træ. Selv tallerkener, kopper, knive og gafler var af træ. Toiletkummer og fjernsyn, vaskemaskiner og køleskabe var af træ. Man gik i træsko og kørte i biler og på cykler af træ. Belægningen på vejene, kloakristene, vejskiltene og brandhanerne var af træ. I butikkerne betalte man med penge af træ, og foran Sankt Mortens Kirke, en trækirke bygget i gotisk stil med gigantiske, smukt svungne stræbebuer af mahogni, stoppede han en ældre mand og spurgte til træet. »Her kan vi godt li’ træ, sådan har det altid været, og sådan vil det altid være,« svarede manden og smilede. Han havde en kunstig fortand, som også var af træ. »Det var så smukt,« fortalte Svend Aage til sin forlovede næste dag, og små to år senere, da de blev gift i Kristrup Kirke, var dette netop de ord, hun huskede: »Det var så smukt.« Hun huskede det tydeligt, og hun huskede, hvor rørt han havde været dengang, faktisk meget mere end under både vielsen og ved festen bagefter. Han havde ligefrem haft tårer i øjnene, mente hun at kunne huske. Hun slog det dog hurtigt hen igen. Det var nok bare indbildning. Som hendes mor trøstende sagde, før de tog af sted på bryllupsrejse: »Man kan jo forestille sig så meget, ikke?«

Næste tekst