Hjem

Man mærker med det samme, at tungen er i overensstemmelse med klodens hældning, og ekliptika udtales næsten perfekt. Bygningerne bliver massive, som et trompe l'oeil der skyder sig ud af fladen og finder sine tre dimensioner, og når man låser sig ind i sin lejlighed, står der altid en telefon og ringer på bunden af havet. Tilbage er der kun lige at skubbe hele huset et lille stykke på dets små hjul, så sengen kommer til at stå, hvor den plejer.

Forrige digt | Næste digt