Basilisk

Hvis ikke brystkassen var så skrøbelig
som et kyras af sukker, ville vi få åndenød,
hver gang vi ser vores eget spejlbillede.
Jeg prøver ofte at gøre dette klart for min ven,
ham, der sover med et hvidløg i munden,
men det er som om, ordene ikke vil forbinde sig
med de rigtige lyde. Du burde se på alt det gode i livet
bliver til: Der sidder en basilisk i sakristiet.
Måske er det derfor, han aldrig lytter.

Forrige digt | Næste digt