Clairobscur

Clairobscur er en betegnelse, der bruges i forbindelse med billeder: Malerier, fotografier, film m.v. Det betegner et belysningslys med glidende overgange og betyder egentlig "klar-mørke". Et berømt eksempel er Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa, hvor clairobscuret blandt andet får hendes mundvige til at flyde ud i huden: Deraf det så omdiskuterede smil. Kunsthistorikeren Lise Gotfredsen beskriver det således i Billedets formsprog (Gad, 1989): "Konturen opsuges i lysforskelle, og i de utydelige regioner mellem lys og mørke er ingenting præcist". I digtsamlingen Clairobscur er netop denne passage delvist citeret. I digtet "Skygge" (s. 32) forvandles citatet til: "Konturerne opsuges i lysforskelle, / og i de utydelige regioner mellem lys og mørke / fremstår alting helt præcist".

Maleren Caravaggio videreudviklede clairobscuret til en "kælderbelysning" (også kaldet "tenebroso"), hvor et smalt strålebundt synes at falde ind i et mørkt rum. Hvor det bløde clairobscur hos f.eks. Leonardo da Vinci lader os opleve mellemtonerne, støder lys og mørke næsten uformidlet sammen hos Caravaggio. Når der tales om clairobscur, er det meget ofte det "hårde" clairobscur med den høje kontrast mellem lys og mørke, som hos Caravaggio, der tænkes på (se evt. fotografiet på siden om Abebe Bikila).

I Salmonsens Konversationsleksikon (2.udg. 1916) finder man følgende forklaring: "Clair-obscur [klær-åp'sky.r], den Tilstand mellem Lys og Mørke, ved hvilken Genstandene vel er synlige, men dog med ganske udviskede Konturer." En definition, der - både kompositorisk og tematisk - er meget dækkende for digtsamlingen, hvor der foregår en bevægelse fra lys (det første digt) til mørke (sidste digt), og hvor motiverne i digtene "vel er synlige" men med "udviskede Konturer".

Samtidig optræder digtene i modstillede (eller kontrasterende) "par", sådan at det første digt er "Lys", det sidste "Mørke", det andet digt er "Morgensang", det andet sidste "Nocturne", det tredie "Albino", det tredie sidste "Bikila", det fjerde digt "Spørgeskema", det fjerde sidste "Brev", osv. Kun ét digt står således alene, nemlig "Skygge".

Forrige artikel | Næste artikel