PETER NORDAHL

Den dårlige svømmer

(Dansk stil, 1995)

Carsten René Nielsens novelle om den dårlige svømmer er et lille ny-realistisk skæbnedrama. En komprimeret enmandstragedie holdt i et enkelt sprog. Tematisk holder novellen sig strengt til den isolation, en ung dreng/mand befinder sig i, fordi han er en dårlig svømmer. Samtidig inddrages de vigtige bivirkninger en sådan manglende færdighed har, og sluttelig oprulles den drabelige slutning, der er direkte afstedkommet af at være en dårlig svømmer.

Selve handlingen udspilles i nyere tid, formentlig inden for de sidste tyve til femogtyve år, og er henlagt til en unavngiven strand i det danske sommerland. Det er skumringstid, der gennem novellen forandres til aften og hovedpersonen sidder for sig selv ved et bål på stranden. Han er nyudsprungen student, fuld, og det er i og omkring ham, at det egentlige drama udspiller sig. Derfor er synsvinklen også lagt hos ham, selvom novellen som sådan er skrevet i en ydre handlingsbetonet form i 3. person. Denne synsvinkel, eller indre syn, er medvirkende til at give et godt indblik i hovedpersonens tankeverden og isolerer ham samtidig fra novellens øvrige personer. De er i regelen beskrevet som "de andre". Denne sproglige isolation understreger på en klar måde den handlings- og indholdsmæssige isolation, der er udtalt i novellen.

Den dårlige svømmer er overordnet opdelt i 3 faser, der hver for sig kan opdeles i handlingsfragmenter, tilbageblik og hovedpersonens indre dialog. En dialog der i øvrigt helt monologagtigt via hovedpersonens barndomstraume fører ham ned i en nærmest autistisk tilstand, der forårsager hans endeligt. Men lad os begynde ved begyndelsen; den dårlige svømmers første fase.

For at zoome ind på den dårlige svømmers psykologi benytter forfatteren første fase til at indføre læseren i det miljø og de omstændigheder, hvori hovedpersonen befinder sig. Det er sommer i Danmark, solen varmer de unge studenterkroppe, de nyudsprungne med hvide huer drikker sig til, mens de kører det lokale område tyndt på en åben traktorvogn. Her er liv og glade dage, men allerede i første fases anden del tones over i mol. Hovedpersonen, som endnu ikke er præsenteret, rager op og påvirker miljøbeskrivelsen. For selv om det er sommer øjnes efteråret allerede faretruende forude:

Måske var det den hede og tørre vind, den flimrende varmedis over markerne, der mindede ham om sensommeren.
(Citat: Den dårlige svømmer, s. 16, linie 13)

Den dårlige svømmers requiem er slået an og med forskellige varsler som:

Skumringen havde næsten slugt dagen
og
Han vidste ikke, hvad det var, men det kunne tilsyndeladende ikke være anderledes
(Citat: s. 16, linie 15 og s. 17 linie 37)

drives novellen frem og ind i det endelige mørke.

Ligesom stemningen slås an i første fase, introduceres også stedet. Stranden, hvor jord og hav mødes, er valpladsen. Og den stormombruste knivsæg, mellem krop, drifter og liv på den ene side og angst, ensomhed og forstand på den anden, er velvalgt. For det er naturligvis her at den dårlige svømmer er i sin mest udsatte zone. Det er jo her han kan afsløres.

Anden fase rummer beskrivelsen af dobbeltmennesket "den dårlige svømmer" for her får vi at vide, at i land i sikkerhed er han nemlig ikke noget undermenneske, han er tværtimod ofte orakel i sin omgangskreds. Og hans manglende svømmevner er affødt af en mor, der i hans barndom slæbte ham ud i elementets vidunderlighed. Det får vi at vide i et tilbageblik, der også rummer bitre mareridt fra de ugentlige svømmetimer:

hvor han forgæves forsøgte at få vandet til at bære, mens de andre dykkede i de store bassiner.
(Citat: s. 17 linie 53)

En smukt beskrevet modsætning i en traumatisk ballast der naturligvis må få overtaget på stranden, hvor hovedpersonen, belært af erfaringen ved hvad der venter; nemlig vandgangen. Den dårlige svømmer kan, det siger sig selv, svømme. Og selv om han i en indre dialog forsøger at overbevise sig selv om at svømning er betydningsløs, længes han alligevel efter samvær og de lege som badningen indbyder til.

Med tredje fase sættes den egentlige handling i gang. I et Willumsensk idealbillede betragter hovedpersonen sine medstudenter bade, mens han selv kryber sammen og stirrer længere og længere ind i bålet. Hovedpersonen er nu helt og uigenkaldeligt isoleret fra livet, det liv som han gerne vil deltage i. Hans dårlige svømning har her bredt sig ud over hans tilværelse og overskygger alle andre sider, andre nuancer. Men ikke nok med det. For i tredje fases anden del kommer nemlig afsløringen, idet en af pigerne dukker ud af vandet og inviterer til vandgang. Og eventuelt hvad deraf følger.

I denne point of no return scene foretager hovedpersonen sit dramatiske opgør med havet og ungdommens følelseskaos. Han rejser sig og følger efter pigen der har opgivet ham og er på vel ud i havet:

Om lidt ville hendes krop glide forsigtigt og næsten lydløst ned under overfladen.
(Citat: s. 18 linie 111)

Denne hassarderede beslutning tegner ikke for godt, men efter nogle desperate plask er det som om hovedpersonen smelter sammen med sin fjerne fortids element. Man fornemmer sammen med hovedpersonen den mulige sejr over traumerne. Og dermed er også sammensmeltningen med pigen mulig. Hendes lyse våde hår, knæ og store bryster under man gerne hovedpersonen efter alle disse år. Og hovedpersonens egen krop får pludselig også "krop", mens han svømmer mod hende.

Men hermed er idyllen og håbet også definitivt forbi. For hovedpersonen er og bliver en dårlig svømmer. Og mod dårlig svømning kæmper selv drømmen om et nyt liv forgæves. I denne forfærdelige erkendelse fyldes hans lunger med vand mens han langsomt drukner.

Den dårlige svømmer er et meget fint stykke litteratur om, hvordan en enkelt del af et menneske ganske kan proportionsforvride dette menneskes selvopfattelse. Samtidig beskrives et klassisk tema om overgangen fra barn til voksen og denne overgangs besværligheder. Det enkle, det komprimerede forstærker den meget koncise handling og struktur, selv om man i passager kan påpege lidt overflødig sproglig voluminøsitet. Af påtaleagtige tilfælde findes kun et, hvor fortælleren i første linie skriver at:

Sommeren var først lige begyndt (Citat: side 16 linie 1)

Mens landskabet allerede i linie 10 er solsvedent.

Alt i alt en medrivende novelle med smukke billeder, modsætninger og stof for alle. Også dem over tyve som kan svømme.