Weekendavisen 9.10.1998

Flodhestens brøl Carsten René Nielsen brager omsider igennem med vital surrealisme

Hjertet sover aldrig

Af LARS BUKDAHL

JEG har sagt det før, og jeg siger det igen, for der er åbenbart ikke nogen ende på festen: Halvfemsergenerationen, my g-g-g-generation, er i disse år, i 1998, i dette forbandede, tilfældige efterår blevet ramt af en hvirvelvind af pludselige modninger, vildskaber, forskydninger. Nu er turen søreme kommet til den gamle outsider Carsten René Nielsen. I en omvendt bevægelse af Lene Henningsens og Janus Kodals åbninger har Nielsen aflyst løsheden og tørret de mest idiotiske grimasser af sit fjæs og skabt en mættet, drastisk, noget nær konceptuel samling af surrealistiske prosadigte, Cirkler, et hovedværk i forfatterskabet og i samtidslitteraturen, tør jeg godt betegne det som.

Med den nye Henningsen deler den nye Nielsen det billedskabende mod, den intense og fandenivoldske skabelse af umulige syner, med den nye Kodal deler den nye Nielsen den vitalistiske, fysiologiske, erotiske insisteren; et tredie navn, han i denne bog skaber kontakt med, er Lone Munksgaard Nielsen, via synernes grusomhed og systematik. Først og fremmest er han naturligvis sig selv: i dette bogens tredie digt kan man sagtens høre slægtskabet med de nævnte tre stemmer, men det der umiddelbart gør indtryk er den autoritative selvstændighed, stemmeføringen bruser over med, "Hjertet" hedder det bare:

"Hjertet er ikke et hult muskelorgan, men en hund der springer ud af sin indhegning, sluger en mindre artsfælle og derved langsomt bliver kvalt, mens den forbløffet og hostende vakler ned ad vejen med spyttets og mavens væsker fossende ud af gabet. Baudelaire ønsker sig hjertet sovende som et dyr: "Résigne-toi, mon coeur; dors ton sommeil du brute", men hjertet sover aldrig. Når selv dyrene har klædt sig af, husker det tiden, hvor skovene endnu stod og skyggerne faldt som træer".

Man kunne sikkert godt tolke en polemik mod det klinisk udtagne og iagttagede hjerte i Christina Hesselholdts Marlon-trilogi ud af digtets første linie, men jeg vil nøjes med at pege på den koncentration, hvormed tekstens meget disparate dele er ført sammen, og selve disse deles egen billedlige og retoriske styrke.

I Carsten René Nielsens fem tidligere samlinger, hvoraf den bedste nok er nummer fire, Kærlighedsdigte fra 1993, har digtene ofte lidt af en stiv sammensurrethed, "og så og så og så", som de havde både for lidt og for meget attitude til virkelig at forløse, det blev til sådanne nogle raslende gavekalendere med genuine poetiske billeder og diverse kedelige humoristiske/samfundskritiske indslag i en løs og velselvsmagende nedhængthed. Men man må sige, at der har været en hovedrengøring i gang. Med et mestergreb har digteren valgt prosadigtet (og til forskel fra den store hob af andre firkantskrivende vover han at kalde det et prosadigt) til rationaliseringsopgaven, således at formen helt konkret fokuserer og presser stoffet sammen; han har desuden snuset sig tilbage til den grusomme, sanselige og høje og flotte surrealisme som den mest livgivende og vel også oprindelige poetiske attitude i bunken, væk med alle de andre, den humor, der er tilbage, er højglanspoleret sort og absolut poetisk og fordrømt i sin logik.

Som det tredie greb indgår der en vis systemiskhed: otte digte tager udgangspunkt i forskellige dele af kroppen (f.eks. oven for citerede hjerte), fire er fantasmagoriske leksikonartikler om vilde dyr, fire refererer scener fra teaterstykker og film, fire beskriver malerier (bl.a. af Tanguy og Man Ray). Og delvis på grund af disse encyklopædiske træk er der et gennemgående præg af grusomhedsudstilling, drømmegalleri og freak-show simpelthen, vitalt og tæt beskrevne tableauer. Og igen og igen er det kvinden og kærlighedsforholdet, der vrides ud i deres hemmeligste konstellationer:

"Når vi døser i hinandens arme, driver kærligheden i sin lille båd. De eneste lyde er hendes åndedrag mod halsens stille puls, regnen som falder i glasset ude på bordet og sliber dets sider, mens solen synker under hendes øjenlåg. At rejse sig er aldrig nemt: Man hænger i gummibånd under loftet, sløvt duvende med hendes hår viklet om lårene".

Der er en triumferende glæde i disse tekster, som har noget at gøre med selve cirkuspræstationen, at disse små vilde og stivnede kunster faktisk er nået ind under øjenlågene og har sat sig fast, når tæppet endnu en gang brat falder, med auraen af alt muligt betydningsfuldt og i deres rene, klare, hypnotiserende udtryksstyrke. Som nu f.eks. en flodhest:

"Når en flodhest dør, udstøder den et brøl, så fiskene falder døve til bunds. Flodhesten er en stor oppustet mavesæk overtrukket med skind, et naturens vidunder, der flyder, æder, knepper og kun sveder blod, når den er søvnig. Det sidste brøl slipper al luften ud. Ingen har derfor endnu set en død flodhest".

Godt brølt, flodhest!

- - -

(Gengivet med tilladelse fra Weekendavisen og Lars Bukdahl. Teksten må ikke kopieres eller på anden måde videregives, f.eks. på internettet. Der må dog gerne linkes direkte til denne side. Se websitets Kolofon for yderligere oplysninger angående rettigheder og kopiering)